Mit Hjerte







Mit hjerte er blevet borte,
kan ingen finde det til mig?
Det var et rødt lille hjerte,
let at gøre fortræd.


Jeg var så bange for sorgen
og bygged en mur omkring det
af kolde og hårde sten
for at skåne det røde hjerte.







Men jeg kunde ikke græde,
og jeg kunde ikke elske,
og da jeg rev muren ned,
var mit hjerte borte.


Nu går jeg min ungdoms veje
og leder blandt sten og snavs
efter de brændende tårer,
efter den lidende længsel,
efter mit levende hjerte.

Tove Ditlevsen




Tilbage til Danske digte
Tilbage til digte



detdan.dk